Nøddeallergi beskrivelse

Ved allergi over for nødder er det vigtigt, at du undgår at spise de nødder, du ikke kan tåle. At du reagerer på én slags nød, betyder ikke nødvendigvis, at du også reagerer på andre nødder. Ved allergi over for hasselnødder er det dog almindeligt også at reagere på andre trænødder som fx valnød.

Nogle tåler nødderne, når de er bagt, stegt eller kogt.

De fleste, der oplever symptomer, når de spiser nødder, har pollenallergi. Ved pollenallergi kan der være fødevarer, som krydsreagerer med pollen. Kroppen reagerer, fordi den ikke kan skelne mellem de allergifremkaldende stoffer i pollen og i nødder. Læs mere i pjecen "Pollenallergi og mad". Se på bagsiden, hvor pjecen bestilles.

Allergi over for nødder er oftest en blivende allergi.

Valg af mad ved allergi over for nødder
Her får du nogle gode råd om, hvilke fødevarer du skal passe på, hvis du ikke kan tåle nødder. Det er dog altid vigtigt at læse varedeklarationen på fødevaren.

Morgenmadsprodukter
Især mysli indeholder ofte nødder.

Brød
Brød kan være tilsat nødder.

Pålæg
Mortadella (italiensk pølse) indeholder pistacienødder. Der kan være brugt nødder som pynt på ost.

Middagsretter
Vær opmærksom på, at mange retter fra fremmede køkkener indeholder nødder. Det gælder fx ofte afrikanske, kinesiske, indonesiske, mexicanske, thailandske og vietnamesiske retter. Også vegetarretter kan indeholde nødder. Nødder bruges undertiden som drys på salater

Kager, desserter, slik, chokolade og is
Nødder kan findes i chokolade, konfekt, slik, kager og desserter. Marcipan er fremstillet af mandler. Nougat er lavet af hasselnødder. Nødder bruges ofte som pynt på is, kager og wienerbrød. Makroner og makronfyld kan indeholde marcipan og dermed mandler. I nogle fødevarer kan der være små mængder af nødder, uden at det står i varedeklarationen. Det kan skyldes, at varen har været i kontakt med nødder under fremstillingsprocessen. Ofte er dette mærket med "Kan indeholde spor af…..". Undgå at købe slik i løsvægt, da der er stor risiko for, at der kan være spor af nødder i disse produkter.

Diverse
Tahini er lavet af sesamfrø og anvendes fx i hummus samt kager og kiks. Pesto kan indeholde fx valnødder eller pinjekerner.

Kilde:
Sundhedsstyrelsen



Her finder du nøddefrie opskrifter og andre nyttige oplysninger omkring nøddeallergi.