Hvedeallergi beskrivelse

Det er mest almindeligt kun at have allergi over for én kornsort – oftest hvede. Men man kan også være allergisk over for rug og i meget sjældne tilfælde over for havre, majs, hirse, ris eller boghvede. Allergi over for korn forveksles af og til med sygdommen cøliaki, hvor slimhinden i tarmen ødelægges af proteinet gluten, der findes i både hvede, rug, byg og måske havre.

Nogle gange får mennesker med græspollenallergi at vide, at allergitesten viser, at de også har allergi over for hvede og andre kornsorter. Det kan skyldes, at proteinerne i græs og hvede ligner hinanden, så de giver det samme testresultat. Hvis man ikke har symptomer, når man spiser hvede, er der dog ingen grund til at holde diæt.

Korn kan optræde under andre navne på varedeklarationen. Står der "mel" på varedeklarationen, skal der stå, hvilken kornsort melet kommer fra. Står der "modificeret stivelse" eller "stivelse", skal det fremgå, hvilken kornsort stivelsen kommer fra, hvis den kommer fra hvede, rug, byg eller havre. "Rasp" er en samlebetegnelse og kan være fx soja-, majs- eller hvederasp. Der er ikke krav om, at der skal stå, hvad raspen er lavet af.

Morgenmadsprodukter:
Mange morgenmadsprodukter indeholder hvede eller havre.

Pålæg:
Nogle bagere og slagtere forhandler varer uden fx hvedemel. Også i supermarkedet kan du finde pålægsvarer, også leverpostej, uden hvede. Du kan desuden bruge kødrester fra middagsmaden, fx kylling, kalkun, kogt skinke eller hamburgerryg. Frugtpålæg, banan i skiver o.l. kan også være alternativer. Sennep, remoulade og ristede løg kan indeholde hvede.

Brød:
Det kan være svært at bage uden hvede, fordi hveden gør bagværket luftigt. Derfor er det nødvendigt at vænne sig til, at brødet bliver anderledes både i udseende og smag end normalt, når man bager med andre kornsorter. Jyttemel® er en melblanding af bl.a. ris, boghvede, majs og kartoffelstivelse. Melet indeholder ikke hvede, rug, byg eller havre og kan bruges til bagning og madlavning.

Du kan også prøve at erstatte hvedemelet med andre meltyper:
• Rismel: 1 dl hvedemel erstattes af 7/8 dl rismel.
• Kartoffelstivelse: 1 dl hvedemel erstattes af 5/8 dl kartoffelstivelse.
• Sojamel og kartoffelstivelse: 1 dl hvedemel erstattes af 1 dl sojamel og 1/2 dl kartoffelstivelse.
• Majsmel: 1 dl hvedemel erstattes af 1 dl majsmel.

Ved at supplere med loppefrøskaller (psyllium) bliver brødet mere saftigt og hæver bedre.

Mange rugbrød indeholder hvede. Hjemmebagt "rugbrød" uden rug kan gøres mere groft ved fx at tilsætte dejen revne rå gulerødder. Savner du den mørke farve, kan der tilsættes brun farin eller blendede udblødte svesker, men begge dele gør brødet sødt.

Pasta:
Pasta er normalt lavet af hvede, men der findes også pasta uden hvede. Den er i stedet lavet af ris-, majseller boghvedemel.

Middagsretter:
Farsretter, pølser, panerede retter og færdige middagsretter kan indeholde hvede.

Frosne kartoffelprodukter og chips kan indeholde hvede. Brødcroutoner, som nogle gange bruges oven på salater, indeholder typisk hvede.

Sovs:
De fleste almindelige sovse indeholder hvedemel. Hjemmelavet sovs kan jævnes med maizenamel i stedet. Madlavningsfløde® indeholder hvedemel.

Kager, slik, chokolade og snacks:
Kager og kiks indeholder næsten altid hvedemel. Hjemmelavede marengs og kokostoppe kan laves uden hvedemel. Honningkage uden hvedemel kan købes. Der kan være hvedemel i lakrids, vingummi og karameller. Også chokolade kan indeholde kornprodukter, fx hvis der indgår kiks i chokoladen. En del snacks indeholder hvede.

Øl:
Øl er lavet af bl.a. byg. Der findes også hvedeøl.


Kilde:
Sundhedsstyrelsen



Her finder du hvedefrie opskrifter og andre nyttige oplysninger omkring hvedeallergi.