Æggeallergi beskrivelse

Æg er en af de hyppigste former for fødevareallergi hos børn, men over halvdelen vokser fra allergien, inden de fylder 5 år.

Der findes mange forskellige proteiner i æg, som kan give symptomer, hvis dit barn har allergi over for æg. Nogle af proteinerne findes i blommen, men de vigtigste er i hviden. Det er individuelt, hvilke proteiner man er allergisk overfor, men det har ingen praktisk betydning. Barnet er nødt til at undgå æg i det hele taget, da det ikke er muligt at sikre, at fx et æggehvideprodukt slet ikke indeholder æggeblomme.

Æggets allergifremkaldende stoffer ødelægges ikke af varme. Derfor får barnet symptomer, uanset om æggene er kogt, stegt eller bagt.

Andre slags æg
Hvis dit barn er allergisk over for hønseæg, reagerer det ofte også på æg fra andre fugle, fx dueæg, kalkunæg, strudseæg og mågeæg.

Det kan heller ikke tåle økologiske æg.

Kyllinge- og hønsekød
I få tilfælde kan børn med allergi over for æg heller ikke tåle kød fra kylling, kalkun, høne osv.

Vaccination
Vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR-vaccinen) er baseret på kyllingefostre. Det er yderst sjældent, at børn med allergi over for æg oplever en allergisk reaktion på vaccinationen. Hvis det sker, vil det typisk være en mild reaktion i form af nældefeber og kløe. De danske anbefalinger er, at børn med ægallergi bør MFR-vaccineres på et børneambulatorium.

Kilde: Fødevareallergi.dk


Her finder du æggefrie opskrifter og andre nyttige oplysninger omkring æggeallergi.